Glemte min kærestes navn
Jeg har glemt min kærestes navn.
Ja, den er god nok.
Det er dog ikke min nuværende kæreste, som er blevet til min kone, som jeg har glemt navnet på.. men min kæreste fra min ungdom hvor jeg kørte på knallert iført min sorte Schott bomberjakke.
Og ja lige der på en kølig efterårsaften glemte jeg min kærestes navn.
Det gjorde bestemt ikke panseren mindre mistænkelig.
“HVOR ER DEN SHOTGUN?" råbte han ind i mit hoved med tyk jysk dialekt og så stor kraft at overskægget blafrede.
Okay, måske jeg overdriver med dialekten og overskægget, men resten er sgu god nok.
Og nu får du historien.
Jeg var 16 år gammel, havde lige besøgt min kæreste og var på vej fra hende op til stationen.
Jeg havde selvfølgelig ingen shotgun - og har heller aldrig haft det.
Det havde jeg forgæves forsøgt at forklare ordensmagten, da 2 politibiler og et par civilbiler kort forinden stoppede med skrigende dæk. Ud hoppede et hav af politifolk med pistoler og gøende politihunde.
Det viste sig, at de havde fået en anmeldelse om en mand med en shotgun der gik rundt i området. Og da jeg var det eneste menneske, de havde set i området, måtte det jo være mig..
Da jeg efter lang tids intens afhøring blev spurgt om min kærestes navn, var jeg så ude af den, at jeg ikke kunne huske det.
Det fik dem kun til at blive ved og ved.. Men efter hvad der føltes som flere timer, endte de med at acceptere min historie, og gav mig en halvhjertet undskyldning + et lift til stationen, hvor de satte mig af og sagde hej hej.
Nu er jeg som sagt ikke en galning med tendenser til at gå med shotgun i villakvarterer, men hvis jeg var, så virker en øde station som et glimrende sted at gemme sig, når lovens lange arm afsøger hele området…. Men det var de åbenbart ikke bekymrede om på mine vegne.
Anyway. Pointen med at poste denne historie er…
… at jeg kom til at tænke på den, da vi bød velkommen til en ny medarbejder hos Clever.
Vi gjorde nemlig, som vi altid gør i mit team: ingen formelle præsentationer. I stedet fortæller alle en historie om sig selv - sjov, pinlig eller andet, så længe det er noget man ikke ved om personen i forvejen.
Mine erfaringer med dén tilgang er, at vi dels lærer hinanden hurtigere og bedre at kende, samt giver os en større åbenhed i det daglige.
P.S.: Jeg blev reelt så traumatiseret af den oplevelse, at jeg stadig ikke kan huske navnet på den kæreste 😅🙈
Ja, den er god nok.
Det er dog ikke min nuværende kæreste, som er blevet til min kone, som jeg har glemt navnet på.. men min kæreste fra min ungdom hvor jeg kørte på knallert iført min sorte Schott bomberjakke.
Og ja lige der på en kølig efterårsaften glemte jeg min kærestes navn.
Det gjorde bestemt ikke panseren mindre mistænkelig.
“HVOR ER DEN SHOTGUN?" råbte han ind i mit hoved med tyk jysk dialekt og så stor kraft at overskægget blafrede.
Okay, måske jeg overdriver med dialekten og overskægget, men resten er sgu god nok.
Og nu får du historien.
Jeg var 16 år gammel, havde lige besøgt min kæreste og var på vej fra hende op til stationen.
Jeg havde selvfølgelig ingen shotgun - og har heller aldrig haft det.
Det havde jeg forgæves forsøgt at forklare ordensmagten, da 2 politibiler og et par civilbiler kort forinden stoppede med skrigende dæk. Ud hoppede et hav af politifolk med pistoler og gøende politihunde.
Det viste sig, at de havde fået en anmeldelse om en mand med en shotgun der gik rundt i området. Og da jeg var det eneste menneske, de havde set i området, måtte det jo være mig..
Da jeg efter lang tids intens afhøring blev spurgt om min kærestes navn, var jeg så ude af den, at jeg ikke kunne huske det.
Det fik dem kun til at blive ved og ved.. Men efter hvad der føltes som flere timer, endte de med at acceptere min historie, og gav mig en halvhjertet undskyldning + et lift til stationen, hvor de satte mig af og sagde hej hej.
Nu er jeg som sagt ikke en galning med tendenser til at gå med shotgun i villakvarterer, men hvis jeg var, så virker en øde station som et glimrende sted at gemme sig, når lovens lange arm afsøger hele området…. Men det var de åbenbart ikke bekymrede om på mine vegne.
Anyway. Pointen med at poste denne historie er…
… at jeg kom til at tænke på den, da vi bød velkommen til en ny medarbejder hos Clever.
Vi gjorde nemlig, som vi altid gør i mit team: ingen formelle præsentationer. I stedet fortæller alle en historie om sig selv - sjov, pinlig eller andet, så længe det er noget man ikke ved om personen i forvejen.
Mine erfaringer med dén tilgang er, at vi dels lærer hinanden hurtigere og bedre at kende, samt giver os en større åbenhed i det daglige.
P.S.: Jeg blev reelt så traumatiseret af den oplevelse, at jeg stadig ikke kan huske navnet på den kæreste 😅🙈